Der er godt gang i debatten omkring bevilling af genbrugshjælpemidler for tiden. Diskussionen om bevilling af specialtilpassede hjælpemidler kontra udbudshjælpemidler er vidtrækkende. Magasinet Ergoterapeuten havde i maj-udgaven i år (#3 2018) netop fokus på dette. Her blev problematikken anskuet fra både en terapeuts og fra en brugers synsvinkel. Det var meget interessant læsning, som jeg kan anbefale.

Jeg synes, journalisten rammer ned i et område, som er uhyre interessant, og som jeg også selv har bragt op i diverse foredrag. Artiklen sætter nemlig fokus på ”new public management” – altså det her med at ansatte i det offentlige skal registrere alting og opfylde diverse KPI’rer, så ledelser kan holde øje med, om tingene går som de skal

Der bliver ofte fokuseret mere på korrekt dokumentation end korrekt beslutning/handling. En bølge der har ramt alle offentlige institutioner i Danmark i de seneste 10-15 år, og som trækker en række bivirkninger med sig. Flere af disse konsekvenser behandles i den omtalte artikel i Ergoterapeuten.

Udbud får fagligheden til at dale

Udbud er lavet for at sikre fair forretninger imellem det private og offentlige og sikre, at der ikke er nepotisme og bestikkelse involveret, hvilket selvfølgeligt er vigtigt, men i disse ”ATEA tider”, hvor alle offentligt ansatte skal være varsomme med at tage imod frokoster, sejlture, gadgets og andre gaver, så skulle det helst ikke være et problem. Udbudsideen er også lavet for at det offentlige kan spare nogle penge ved at samle deres indkøb hos én enkelt eller få leverandører.

Mange udbud på standardhjælpemidler, som fx siddepuder og madrasser, fokuserer på pris (et godt håndfast parameter) og så en eller anden form for kvalitetsparameter. Kvalitet kan opsplittes i mange del-områder, som materialets egentlige kvalitet, de trykfordelene egenskaber, håndterbarhed for personale, CO2-aftryk og meget mere. Alle disse punkter er ikke særlig parametriske og vil som udgangspunkt altid blive brugt som en sum af nogle subjektive holdninger. Jeg synes egentlig, at det giver god mening at lave udbudsaftale på produktgrupper som madrasser og siddepuder. Men når produktevalueringen og pointafgivelsen laves ud fra subjektive vurderinger, som det oftest er tilfældet, er er min påstand, at det ikke altid er det objektivt bedste produkt, der vinder udbuddet.

Der er dog stadig mulighed for at bevilge hjælpemidler uden for udbuddet, hvis der er en god grund til det. Det kræver, at terapeuterne er orienteret om andre produkter på markedet for at kunne bevilge det rette hjælpemiddel. Hvis man forestiller sig et udbud, som en hårdt optrukken linje, og man pålægges at skulle bevilge inden for udbuddet, så har terapeuterne ikke nogen grund til at sætte sig ind i hvad der ellers findes på markedet. Det gør dem ude af stand til at vurdere det bedst egnede hjælpemiddel i situationen og man risikerer, at fagligheden falder. Dette store problem kommer artiklen også ind på.

Dette er sikkert ikke hensigten, når der formuleres udbudsmateriale, men som tilbudsgiver oplever jeg ofte, hvordan der ikke stræbes efter høj faglighed i udbuddene. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men ønsket om et højt fagligt niveau kommunikeres i hvert fald ikke ud til de, som byder ind på opgaverne. Det er synd og skam.

”Bedst og billigst egnet”

Dette bliver ofte sagt ude i kommunerne og er noget mange brugere er trætte af at høre.

At et hjælpemiddel skal være ”bedst egnet” er noget, de fleste kan forholde sig til. Tager man en manuel kørestol, så er der en række parametre, der skal tages med i vurderingen; siddestilling, mobilitet, forflytninger, dimensioner i eget hjem osv.

”Billigst” lyder til gengæld som en konkret og håndgribeligt kvantificerbar størrelse, men det synes jeg nu ikke det er. For hvad betyder det, at noget er billigst? Billigst i indkøb? Ofte møder vi i hjælpemiddelbranchen den holdning, at det beløb, der står i bunden af fakturaen, er prisen for hjælpemidlet. Uden hensyntagen til hvor lang en levetid produktet har, hvor selvhjulpen borgeren bliver, hvor produktet er produceret, hvor meget social ansvarlighed der bliver taget af virksomheden osv. Den økonomiske politik i flere kommuner er meget kortsigtet, hvilket fortolkes som, at købsprisen er den eneste faktor, når man snakker om ”prisen” på produktet.

Måske man skulle ændre det til ”Bedst egnet og billigst i længden”. Den tilbudte pris i et udbud burde derfor forholde sig til en række parametre. Fx hvor produkterne er produceret. Der er en verden til forskel på, om produktet er produceret i Danmark, og dermed halvdelen af de lønkroner, der er gået i produktionen af et produkt, ender tilbage i statskassen, som der så kan bruges til andre hjælpemidler, eller om hjælpemidlen er produceret i Kina, og pengene ryger til udlandet.

Udbud kan lamme hjælpemiddelbranchen

I Norge er udbudsmarkedet ekstremt herskende. Når der køres udbud i Norge (NAV), og vinderen er fundet, så kan det ofte være liv eller død for de virksomheder, som vinder eller taber. Taberne har pludseligt et meget lille marked at handle på. Norge er ikke hjemland for mange producenter af hjælpemidler, da det er svært at udvikle hjælpemidler i et land, som man ikke har et relativt stort salg i.

I Danmark er der en række virksomheder, som udvikler, producerer, sælger og eksporterer hjælpemidler. Ofte er det danske marked disse virksomheders hovedmarked. Det er i Danmark, at nye ting prøves af, erfaringer samlet, og udviklingen starter ofte ude ved brugeren. Når produkterne er gode nok, så kan de ofte også konkurrere ude i verden. Når danske hjælpemiddelproducenter eksporterer varer til udlandet, så bringer det som oftest penge tilbage til Danmark, som staten så kan bruge til mere velfærd etc.

Dette har de norske hjælpemiddelproducenter meget svært ved.  Disse virksomheder er i fare for at få fjernet en meget stor del af deres forretningsgrundlag hvert tredje år, når der skal køres et nyt udbud.

Udbud kan som sagt være rigtig fint til nogle standardiserede hjælpemidler, men hvis udbud bliver for udbredte og for store, så risikerer man ikke blot et lavere fagligt niveau blandt fagpersonale samt en mindre nærværende vejledning af borgerne, men risikerer også at sætte hjælpemiddelbranchen i fare og forhindre den i at udvikle sig.

Udbud bør med andre ord tænke i ”total cost of ownership”, så fagligheden bevares – både ude i kommunerne og i hjælpemiddelbranchen.